Hvad er en produktionsskole?

En produktionsskole er et tilbud til unge, der ikke har en ungdomsuddannelse, og som ikke umiddelbart kan starte på én. For at starte på en produktionsskole skal man have en “målgruppevurdering” fra sin UU-vejleder. (Hvis du ikke ved, hvem der er din UU-vejleder, kan du søge på www.minvejleder.dk)

Uddannelsen er baseret på praktisk arbejde i et værksted. Den ugentlige undervisningstid er 30 timer. Elever modtager “skoleydelse” (se mere under “praktiske oplysninger”). Man kan gå på produktionsskole i op til et år. Der er løbende optag hele året.

Uddannelsesvejledning og praktikophold er en del af uddannelsen, og der er mulighed for undervisning i dansk* og matematik*.

Uddannelsen er ikke formelt kompetencegivende, men når du stopper på skolen, får du et “produktionsskole-bevis” og et “kompetence-bevis”, hvor der står, hvad du har lært.

*: Dansk- og matematikundervisning finder sted på skolen, indenfor den normale skoletid. Undervisningen varetages af lærere fra KVUC. Et dansk/matematik-forløb starter typisk med en “screening”, så elev og lærer bliver klar over elevens udgangspunkt, og undervisningen kan tilrettelægges på det rette niveau. Når eksamenstid nærmer sig, beslutter eleven, om hun/han ønsker at afslutte med eksamen. Som udgangspunkt retter undervisningen sig mod eksamen på “G-niveau” (folkeskolens afgangsprøve – 9. klasse), men såfremt lærer og elev vurderer, at det er realistisk, kan der afsluttes på “D-niveau” (folkeskolens udvidede afgangsprøve).